Åbent supportbrev til TPAN

21 September 2020

Coronaviruspandemien har tydeligt vist, at der er presserende behov for større internationalt samarbejde for at tackle alle større trusler mod menneskehedens sundhed og velbefindende. Hoved blandt dem er truslen om atomkrig. I dag ser det ud til, at risikoen for en detonation af atomvåben - hvad enten det er ved et uheld, en forkert beregning eller med vilje - stiger med den nylige indsættelse af nye typer atomvåben, der forlader langvarige aftaler om kontrol våben og den meget reelle fare for cyberangreb på nuklear infrastruktur. Lad os være opmærksom på advarsler fra videnskabsmænd, læger og andre eksperter. Vi må ikke gå ind i en krise af endnu større proportioner end den, vi har oplevet i år. 

Det er ikke svært at forudse, hvordan krigsførende retorik og dårlig dømmekraft fra lederne af atomvåbnede nationer kan resultere i en katastrofe, der vil påvirke alle nationer og alle folkeslag. Som tidligere præsidenter, tidligere udenrigsministre og tidligere forsvarsministre i Albanien, Belgien, Canada, Kroatien, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Island, Italien, Japan, Letland, Holland, Norge, Polen, Portugal, Slovakiet, Slovenien, Sydkorea, Spanien og Tyrkiet - som alle hævder at være beskyttet af en allieret atomvåben - opfordrer de nuværende ledere til at presse på for nedrustning, før det er for sent. Et indlysende udgangspunkt for lederne i vores egne lande ville være at erklære uden forbehold, at atomvåben ikke har noget legitimt formål, hvad enten det er militært eller strategisk, i lyset af 
katastrofale menneskelige og miljømæssige konsekvenser af dets anvendelse. Med andre ord skal vores lande afvise enhver rolle, som atomvåben får i vores forsvar. 

Ved at hævde, at atomvåben beskytter os, fremmer vi den farlige og vildledte tro på, at atomvåben forbedrer sikkerheden. I stedet for at tillade fremskridt mod en verden fri for atomvåben, forhindrer vi den og opretholder atomfarer, alt sammen af ​​frygt for at forstyrre vores allierede, der klamrer sig til disse masseødelæggelsesvåben. En ven kan og bør dog tale, når en anden ven engagerer sig i hensynsløs opførsel, der bringer deres liv og andres liv i fare. 

Det er klart, at et nyt atomvåbenløb er i gang, og et løb om nedrustning er presserende nødvendigt. Det er på tide at sætte en permanent afslutning på æraen med afhængighed af atomvåben. I 2017 tog 122 lande et modigt og meget tiltrængt skridt i den retning ved at vedtage Traktaten om forbud mod atomvåben, en skelsættende verdensaftale, der placerer atomvåben på samme juridiske grundlag som 
kemiske og biologiske våben og fastlægger en ramme for deres verificerbare og irreversible eliminering. Det bliver snart bindende folkeret. 

Til dato har vores lande valgt ikke at slutte sig til verdensflertallet i at støtte denne traktat, men dette er en holdning, som vores ledere skal revurdere. Vi har ikke råd til at vakle over for denne eksistentielle trussel mod menneskeheden. Vi skal vise mod og verve og tilslutte os traktaten. Som deltagerstater kunne vi forblive i alliancer med atomvåbenstater, da der ikke er noget i selve traktaten eller i vores respektive forsvarspagter, der forhindrer dette. Vi ville dog være juridisk forpligtede til aldrig og under ingen omstændigheder at hjælpe eller opmuntre vores allierede til at bruge, true med at bruge eller besidde atomvåben. I betragtning af den brede folkelige støtte til nedrustning i vores lande ville dette være en ubestridelig og meget rost foranstaltning. 

Forbudstraktaten er en vigtig forstærkning af ikke-spredningstraktaten, som nu er et halvt århundrede gammel, og som, selv om den har haft en bemærkelsesværdig succes med at stoppe spredningen af ​​atomvåben til flere lande, ikke har etableret et universelt tabu mod besiddelse af atomvåben. De fem atomvåbnede nationer, der havde atomvåben, da NPT blev forhandlet - De Forenede Stater, Rusland, Storbritannien, Frankrig og Kina - ser ud til at se det som en licens til at bevare deres atomstyrker til stadighed. I stedet for at afvæbne investerer de meget i at opgradere deres arsenaler med planer om at beholde dem i mange årtier. Dette er naturligvis uacceptabelt. 

Forbudstraktaten, der blev vedtaget i 2017, kan hjælpe med at afslutte årtier med nedrustningslammelse. Det er et fyrtårn af håb i mørketider. Det giver lande mulighed for at abonnere på den højeste multilaterale regel mod atomvåben og udøve internationalt pres for at handle. Som det fremgår af præamblen, har virkningerne af atomvåben "grænseoverskridende nationale grænser, har alvorlige konsekvenser for menneskers overlevelse, miljøet, den socioøkonomiske udvikling, verdensøkonomien, fødevaresikkerheden og sundheden for nuværende og fremtidige generationer. , og de har en uforholdsmæssig stor indvirkning på kvinder og piger, selv som et resultat af ioniserende stråling. '

Med næsten 14.000 atomvåben placeret på snesevis af steder rundt om i verden og på ubåde, der til enhver tid patruljerer havene, er kapaciteten til ødelæggelse uden for vores fantasi. Alle ansvarlige ledere skal handle nu for at sikre, at rædslerne fra 1945 aldrig gentages igen. Før eller senere vil vores held løbe ud, medmindre vi handler. Det Traktaten om forbud mod atomvåben lægger grundlaget for en mere sikker verden uden denne eksistentielle trussel. Vi skal omfavne det nu og arbejde for, at andre kan deltage. Der er ingen kur mod en atomkrig. Vores eneste mulighed er at forhindre det. 

Lloyd Axworthy, Tidligere Canadas udenrigsminister 
Ban Ki-moon, tidligere FNs generalsekretær og tidligere sydkoreanske udenrigsminister 
Jean Jacques Blais, tidligere canadisk forsvarsminister 
Kjell Magne Bondevik, tidligere premierminister og tidligere udenrigsminister i Norge 
Ylli bufi, tidligere premierminister i Albanien 
Jean Chretien, tidligere premierminister i Canada 
Willy claes, tidligere generalsekretær for NATO og tidligere udenrigsminister i Belgien 
Erik derycke, tidligere udenrigsminister i Belgien 
Joschka Fischer, tidligere tysk udenrigsminister 
Franco Fratti, tidligere Italiens udenrigsminister 
Ingibjörg Solrún Gísladóttir, tidligere udenrigsminister på Island 
Bjørn Tore Godal, tidligere udenrigsminister og tidligere forsvarsminister for Norge 
Bill Graham, tidligere udenrigsminister og tidligere forsvarsminister i Canada 
Hatoyama Yukio, tidligere Japans premierminister 
Thorbjørn Jagland, tidligere premierminister og tidligere udenrigsminister i Norge 
Ljubica Jelušic, tidligere forsvarsminister for Slovenien 
Talavs Jundzis, tidligere udenrigsminister i Letland 
Jan Kavan, tidligere udenrigsminister i Den Tjekkiske Republik 
Lodz Krapež, tidligere forsvarsminister for Slovenien 
Cirts Valdis Kristovskis, tidligere udenrigsminister og tidligere forsvarsminister for Letland 
Alexander Kwaśniewski, tidligere præsident for Polen 
Yves Leterme, tidligere premierminister og tidligere udenrigsminister i Belgien 
Enrico Letta, tidligere Italiens premierminister 
Eldbjørg Løwer, tidligere norsk forsvarsminister 
mogens lykketoft, tidligere udenrigsminister i Danmark 
John McCallum, tidligere canadisk forsvarsminister 
John manley, Tidligere Canadas udenrigsminister 
Rexhep Meidani, tidligere præsident for Albanien 
Zdravko Mršic, tidligere udenrigsminister i Kroatien 
Linda Murniece, tidligere forsvarsminister for Letland 
Nano Fatos, tidligere premierminister i Albanien 
Holger K. Nielsen, tidligere udenrigsminister i Danmark 
Andrzej Olechowski, tidligere udenrigsminister i Polen 
kjeld olesen, tidligere udenrigsminister og tidligere forsvarsminister for Danmark 
Anna Palace, tidligere udenrigsminister i Spanien 
Theodoros Pangalos, tidligere udenrigsminister i Grækenland 
Jan Pronck, tidligere (fungerende) nederlandske forsvarsminister 
Vesna Pusić, tidligere kroatiske udenrigsminister 
Dariusz Rosati, tidligere udenrigsminister i Polen 
Rudolf scharping, tidligere tysk forsvarsminister 
juraj schenk, tidligere udenrigsminister i Slovakiet
Nuno Severiano Teixeira, tidligere forsvarsminister i Portugal
Jóhanna Sigurðardóttir, tidligere premierminister for Island 
Össur Skarphéðinsson, tidligere udenrigsminister på Island 
Javier Solana, tidligere generalsekretær for NATO og tidligere udenrigsminister i Spanien 
Anne-Grete Strøm-Erichsen, tidligere norsk forsvarsminister 
Hanna suchocka, tidligere premierminister i Polen 
szekeres imre, tidligere ungarsk forsvarsminister 
Tanaka makiko, tidligere udenrigsminister i Japan 
Tanaka naoki, tidligere forsvarsminister for Japan 
Danilo Turk, tidligere præsident for Slovenien 
Hikmet Sami Turk, tidligere tyrkisk forsvarsminister 
John N Turner, tidligere premierminister i Canada 
Guy Verhofstadt, tidligere premierminister i Belgien 
Knut Vollebæk, tidligere udenrigsminister i Norge 
Carlos Westendorp og Head, tidligere udenrigsminister i Spanien